…skitser - men så heller ikke mere

Når man betragter trends og aktive tendenser, der i nogle tilfælde kan eskalere til helt urimelige proportioner, er det ofte næsten morsommere at læne sig tilbage og (be)undre sig over de folk der lader sig rive med af dem, end at iagttage selve trenden. Hysteri har en helt vidunderlig underholdningsværdi. Især i disse internet-tider er der et spraglet udvalg, og her skal folk der gerne vil være med på en kigger være specielt opmærksom på, hvordan offentligheden tager det ene underlige fænomen efter det andet til sig.

Bloggen er jo et godt sted at starte, taget mediet for dette indlæg i betragtning, men er derfor også ret uinteressant. Galskaben omkring ”spillet” Second Life er også et godt eksempel. Jeg selv ser mig naturligvis ikke for god til ikke at afprøve den slags (som den opmærksomme læser vil kunne konstatere at det er tilfældet med alt andet), og min helt egen personlige erfaring med Second Life er fire timers varm-luft-og-storm-i-et-glas-vand. Men trods et koncept som de fleste mennesker ikke har den fjerneste idé om hvad de skal stille op med, valfarter de alle til i mængder af bibelske dimensioner, hvilket trækker selv de største firmaer i verden med sig.
- ”Vi skal være hvor det sker”
- ”Hvorfor skal vi det?”
- ”Aner det ikke…. men det skal vi altså”

Havde den nyligt overståede valgkamp foregået for ca. 1 år siden, så vil jeg sætte en pakke Eight Great Cookies på, at de mest prominente danske politikere havde haft deres helt egen ølkasse i Second Life, hvor de ville proklamere deres indsigt i ny teknologi, og velvilje til at tage den til sig… selv i en hed valgkamp. Men Second Life vanviddet har åbenbart lagt sig tilstrækkeligt meget til at de ikke vil nedværdige sig til at kaste sig ud i det (ikke mig bekendt i hvert fald – men jeg levede der selvfølgelig også kun i fire timer). I stedet for kunne vi i Anders Fogh’s tale til partiet høre om hvor mange venner han har på Facebook. Ikke nok med det, så var der spenderet 6 værdifulde minutter i nyhedsbranchens primetime, på et indslag der havde til formål at informere os om hvilken politiker der har flest venner på Facebook: Anders, Helle, Villy eller Magrethe.

Facebook må altså være en trend der er hip nok til at blomsten af dansk politik gider bruge tid på den. Eller… deres spindoktorer og sekretærer gider i hvert fald.
Og det virker.
I skrivende stund har Anders Fogh 4992 venner. Jeg selv har 22 venner på min Facebook, og uden på nogen måde at tage politisk stilling, så kan jeg ikke undgå at få en underlig smag i munden over, at en mand som Fogh har knap 227 gange så mange venner som mig. Jeg er sgu da en flink fyr.

Men jeg kan jo nok trøste mig med, at nu hvor valgkampen er overstået, mister han interessen for sine virtuelle bekendtskaber, og hvem ved om Facebook er nummer ét hippe trend ved næste valg. Måske kan man møde Anders og Helle som elvere i en ny extension af World of Warcraft. Problemet vil jo så desværre nok være, at jeg vil stå derinde endnu en gang og irritere mig over, at mine surt optjente experience point ikke kan bruges til en skid, når jeg atter en gang skal sammenligne popularitet med landets statsminister.

Jeg ved godt at det er langt ude i fremtiden, og det dybest set er ligegyldigt, men da jeg opdagede det logo der er blevet udvalgt til at danne OL’s ansigt i 2012 i London, blev jeg så fortvivlet at jeg bare greb fluks ud efter min blog.

Og her er det så:

Hvordan det makværk nogen sinde kunne slippe igennem den indledende udvælgelses procedure (der hvor man ukritisk grovsorterer alt trash fra) er mig en gåde. I virkeligheden siger det mere om de folk der har siddet og valgt det ud, end det gør om dem der har skabt det, som forhåbentligt sidder i øjeblikket og klasker sig på låret af grin.

Well… sådan er verden altså en gang i mellem, og hvis man kan klare mere, kan man smutte forbi det officielle website, som lægger sig “smukt” op af samme udtryk:
http://www.london2012.com/

Jeg er netop lige snublet over en af disse opdagelser der gør, at man promte hiver mindst 1½ time ud af dagens program. Selve opdagelsens indhold er allerede opdaget af NASA, men de har været så venlige at offentliggøre det, sådan at jeg, og alle, andre kan genopdage det.

Jeg har nu egentlig aldrig kunnet mobilisere den helt store begejstring over det ydre rum. Ikke mere end det almindelige gennemsnitsmenneske altså, hvilket vel svarer til noget lignende en god sund nysgerrighed. Jeg husker tydeligt klassekammerater der absolut altid skulle låne bøger om rumfærger og stjernetåger, og det er her at min entusiasme sakker væsentligt bagud.

Alligevel  har NASA’s billedearkiv fascineret mig mere end almindeligt, så jeg tænkte at det måske kunne glæde andre. De har nemlig lagt et nyt billede ud i deres “Dagens Astronomi Billede” sektion på deres webside, hver dag siden d. 16. juni 1995. Det er over 4000 imponerende billeder, endda med tilhørende forklaringer og anekdoter.

Et eksempel er dette:

Den tilhørende tekst fortæller at billedet er taget fra rumstationen Mir under en solformørkelse. Den sorte skygge på billedet, som naturligvis er selve formørkelsen, bevæger sig med ca. 2000 kilometer i timen, og det er kun dem der står midt i skyggens centrum der vil opleve en total solformørkelse. Resten vil kun se en delvis. De to prikker oppe i venstre hjørne, skulle angiveligt være Jupiter og Saturn.

Se *her* begynder astronomi at blive interessant for lille, ignorante mig.
Resten af alle billederne kan findes her.
Rigtig god fornøjelse.

Dette fænomen er et af de morsommeste jeg har mødt på nettet, selvom emnet er gravalvorligt, og for nogle mennesker: dybt tragisk. Holdet bag websiden gør en del ud af at påpege, at det de gør er nobelt og nødvendigt, men det må være op til den enkelte at vurdere.

Først en lille introduktion:I midten af firserne fandt nogle snedige nigerianere ud af, at man kunne spinde guld på resten af verdens dårlige samvittighed over u-landenes tilstand. De opfandt tårevædende historier om små piger uden forældre, og stakkels familier der havde fået penge i klemme. De bad så den vestlige verden om hjælp, hvor private organisationer såsom firmaer og kirker ofte kvitterede med at sende penge tilbage. I dag eksisterer denne form for kriminalitet i bedste velgående, takket været Internettets åbenhjertige mulighed for at kontakte mennesker over hele kloden.

Metoden med at udsende disse ”råb om hjælp” via e-mail kaldes Nigeria Scam, eller 419 Scam, opkaldt efter den kode der dækker over bidrags bedrageri, men hører i første omgang under spam-mail, som bliver sendt rundt til tusindvis af tilfældige mailadresser. Her fortælles så de sørgelige historier, som med tiden er blevet mere og mere avancerede, der i sidste ende, desværre, fører til at enkelte uvidende (læs: naive) personer vælger at sende penge. I løbet af de sidste år er det hovedsageligt drømmen om hurtig rigdom der får folk til at gå i fælden, lokket af historier som denne:

”Jeg er en statsautoriseret advokat der repræsenterer en klient der lige er afgået ved døden. Han efterlod sig 100.000.000$, men på grund af den nigerianske lov, kan disse penge ikke frigives, og vil inden for to uger tilfalde statsbanken. Men hvis jeg kan finde en vestlig person, som vil stille sin bank til rådighed, kan pengene overføres til denne, og tilbage igen, hvorefter pengene kan bruges til humanitært arbejde. Vil du være storsindet og hjælpe med dette, vil du kunne tjene 10% af beløbet (10.000.000$). Dette er naturligvis 100% legalt og risikofrit… bla bla bla.”

Dette var kun min egen lille opsummering af hvordan et ud af tusinder af mails kan se ud, og umiddelbart kan der være god grund til at reagere på dette tilbud. Man kommer dog ikke langt før den hjælp man bliver bedt om at yde, begynder at gribe om sig:

”Den nigerianske stat har pålagt mig et gebyr på 23.500$ for behandling af dokumenterne. Jeg har nu solgt min eneste bil og min mark for at kunne betale denne regning, men har kun kunnet skrabe 20.000$ sammen. Det ville være til stor hjælp hvis du vil sende 3.500$, så pengeoverførelsen kan gennemføres. De vil naturligvis blive modregnet det endelige beløb du modtager, når papirerne er i orden.”

De fleste vil nok stoppe her, men det anslås at nigerianske fupmagere igennem tiden har franarret uvidende (læs: grådige) ofre for omkring 5 mia. dollars, og det må man sige at være en pæn stor motivation for de nigerianske svindlere.

I kølvandet på dette, er der så opstået et nyt begreb: Scambaiting, og se nu begynder de at blive rigtig interessant.

Om at snyde snyderne

For nogen blev dette bedrageri for meget. Rent juridisk kan man ikke stille meget op, så hvad gør man så? - Man gør det til sin fornemmeste opgave at gøre livet så surt som muligt for “skurkene”.Det startede alt sammen med at der var én der besluttede sig til at svare på en af de mange spam-mails. Han udgav sig for at være en godtroende giver, der var interesseret i at hjælpe den nigerianske svindler. Svindleren troede han havde fået endnu et offer på krogen, og begyndte at sende lange forklarende mails om, hvordan pengene skulle overføres. Scambaiteren gav udtryk for at han ville sende dem så hurtigt som muligt, men “uheldigvis” kom der altid et eller andet i vejen. Kommunikationsbrist blev ofte brugt som undskyldning, og missionen med at få svindleren til at spilde så meget tid som overhovedet muligt lykkedes.

Denne scambaiter synes idéen var så god, at han lagde hans bedrifter ud på nettet. Her kunne man læse alle de mails der var sendt frem og tilbage, og flere og flere synes det både var en så god og skæg idé, at der gik sport i at genere spammerne.

Det er nu endt i websiden 419eater.com, hvor man kan finde flere hundrede “sager”, og det er mildest talt hysterisk morsomt. For i takt med at spammerne er blevet mere fantasifulde, er scambaiterne det i sandhed også. Bare de dæknavne de finder på er det hele værd. Der bliver lovet penge fra både Justin Timberlake, Lemon Squeezy og der er sågar en der hedder Pizza Pepperoni (Dear Pizza). De intetanende scammere æder det hele råt, i håbet om at få naret nogle penge fra dem.

På siden 419eater.com/html/letters.htm kan man finde hele samlingen af korrespondencer mellem Nigeria og Vesten. Her kan man bl.a. finde scambait’en “May the Police Force grant me Pardon” (419eater.com/html/user_subs/marc/marc.htm), hvor scambaiteren spiller “ofret” Joe Czarfunee (udtales: Jokes are Funny), driver svindleren fuldstændig til vanvid, ved at blande op til flere fiktive personer ind i handelen. Der er rigtig mange mails at læse, men det er hylende morsomt.

Det er meget almindeligt at scambaiteren kræver forskellige billeder af svindlerne, mest af alt for at få dem til at bruge timevis på at tage umulige billeder, og forsøge at rette dem til i et billedbehandlingsprogram. Det bliver sjældent rent troværdigt, men ualmindeligt morsomt for os andre, som kan finde de færdige billeder under “Hall of Shame” (419eater.com/html/hall_of_shame.htm)

Rigtig god fornøjelse med 419 Eater - her er læsestofer til flere uger.

Lars Hjortshøjs legendariske kommentar fra ‘Langt fra Las Vegas’: “Selvom man er tyk, kan man godt have tynd mave”, er allerede en klassiker. Konen og jeg sad forleden og morede os med at finde på nye variationer:

“Selvom man fryser, kan man godt få en brand god idé”
“Selvom man sveder, kan man godt have is i maven”
“Selvom man bruger gebis, kan man godt gøre det en tand bedre”
“Selvom man er høj, kan man godt synke dybt”
“Selvom man halter, kan man godt løbe en risiko”
“Selvom man har drukket, kan man godt have en tør humor”
“Selvom man er fuld, kan man godt hedde Tom”

Find gerne på flere. Vi vil så gerne have flere til samlingen

Et af mine mange tilholdsteder ude i det virtuelle, er websitet deviantart.com. Dybest set er det en flok kreativt anlagt mennesker, som ynder at klappe hinanden på skulderen. Vi kunne kalde det myspace for kunstnere, eller et online community som rent faktisk har et praktisk formål - om man vil.

For dem der ikke lige ved det, kan jeg kort fortælle, at hver bruger benytter, i større eller mindre grad, websitet til at vise andre, hvilke kreative udfoldelser de har bedrevet, og det var netop hvad brugeren *fsk gjorde sidste år. Bag det temmeligt anonyme alias gemmer der sig en 28 årig mand fra Slovenien: Boštjan Cadež, som sidste år sad og legede med Adobe Flash og kunstig tyngdekraft, i forbindelse med hans uddannelse.

Konceptet er enkelt: Når du starter hans flash-fil, sidder du med et tomt stykke “papir” og muligheden for at tegne en streg, for derefter at “starte” den. Tegner du stregen fra øverste venstre hjørne ned til nederste højre hjørne og trykker start, vil der dukke en lille mand (The Dude) op i toppen, og glide ned af den bakke du lige har skabt. Længere er den ikke.

Og så alligevel.
I legetøjsbranchen eksisterer der et fænomen, som alle legetøjsproducenter sukker langt efter at være en del af. Det kaldes Crazes. En craze er en dille blandt børn, som eskalerer til groteske proportioner. Pokemon er et godt eksempel. Samme fænomen har også eksisteret på internettet lige siden det blev tilgængeligt, og Boštjan Cadež’s lille Flash-eksperiment skulle vise sig at blive en af de helt store crazes. Siden d. 23. september 2006 - den dag han lagde det ud på sin Deviant-profil, er Line Rider (det kalder han det) blevet besøgt 23,921,388 gange. Det er knapt 24 millioner, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det der skete var, at flere og flere af dem der prøvede hans eksperiment, fandt ud af at lægge de baner de kreerede ud på YouTube, hvor der blev skabt endnu mere opmærksomhed omkring det. Det har resulteret i, at der i dag er et website dedikeret til “spillet” (skaberen ynder selv *ikke* at kalde det et spil), et uofficielt fansite og community, og mere end 11.000 YouTube-videoer. Det hele er indtil videre kulmineret med at Boštjan Cadež, tidligere i år, modtog en specialpris fra ‘Game Developers Choice Awards’ for at bidrage med innovation til hele spilbranchen.

Prøv først spillet her.
Det giver en rigtigt god fornemmelse for hvilke bedrifter der faktisk bliver lagt ud på YouTube. Bl.a. den her.

Det officielle site kan findes her.
Det uofficielle site finder man her.
Begge steder er en sand strøm af imponerende beviser for, at folk har alt for meget overskud til at lade sig opsluge af et af internettets mange nådesløse tidsrøvere.

Rigtig god fornøjelse, og husk at holde øje med din sengetid

Jeg elsker top 5′ere. Aner ikke hvorfor. Jeg synes de er morsomme og hyggelige.

Denne top fem er måske en anelse svær at sætte under betegnelserne ‘morsomme’ og ‘hyggelige’, for det er et overblik over de fem farligste veje i verden.

Den første er fra Bolivia, og har fået den tvivlsomme ære at være blevet udnævnt til den farligste vej for motorkøretøjer. Over en strækning på godt 3½ kilometer snor den sig på kanten af Andesbjerget, med ca. 800 meter frit fald ned. Et sted mellem 100 og 200 mennesker dør hvert år på denne strækning:

Nummer to er en tunnel lavet ind i Taihang bjergene i Kina. Den hedder Guoliang og har over 30 “vinduer”, med en vidunderlig udsigt… ned:

Hvor bjergvejen i Bolivia er udnævnt til verdens farligste vej for motorkøretøjer, findes der en trekkingrute på Huashan-bjerget i Xian, Kina, som uden noget sidestykke er den absolut farligste vej for fodgængere:

Den officielle, sibiriske vej til Yakutsk er også den eneste måde at komme dertil på. Når det regner, sneen smelter og andre narturlige luner, så har den det med at mudre til. Og når noget mudrer til i Sibirien… så mudrer det *virkelig* til:

..og sådan ser den selv samme vej ud om vinteren:

Og den sidste er endnu en bjergvej - denne gang i Taiwan:

Jeg havde egentlig droppet at give mit besyv med i denne omgangs stafetkonkurrence, for det er dælen blæsme ikke nemt når oplægget er så skønt. Men så lige pludselig - her for et kvarters tid siden, så var den der. Igen er det min vidunderlige hustru der lægger ryg til den PoesiMagi, der har det med at dukke op ud af det blå:

En grå og trist mandag eftermiddag
deromkring hvor timerne er lange
træder jeg gennem Brugsens skydedør
og ind i butikkens grøntsagsgange

Her bliver jeg pludselig budt velkommen af
et altomsluttende smil
i form af en forførende jordbærduft
i bedste sommerstil

Jeg stjæler listigt et enkelt bær
og skænker de sidste et blik
medens jeg suger sultent til mig af
en sommersød duft af slik

Så lister jeg lykkelig og mættet forbi
denne sommerserværdighed
se den slags delen af overflod
er jo ægte jordbærkærlighed

En grå og trist mandag eftermiddag
deromkring hvor timerne er lange
træder jeg ind gennem vores hoveddør
ind til ulvetimernes gange

Her bliver jeg pludselig budt velkommen af
et altomsluttende smil
i form af en forførende hustru der
stråler i smuk sommerstil

Jeg stjæler listigt et enkelt kys
og skænker resten et blik
medens jeg suger sultent til mig af denne
sommersøde duft af slik

Så lister vi lykkelig og mættet i seng
og duften den tager vi med
se den slags delen af overflod
er jo ægte jordbærkærlighed

Som udøvende musiker har jeg altid været et irriterende tilfælde. Alle dage har jeg hørt til den kategori der har udråbt sig retten til sin egen kunstneriske frihed - på enhver måde. Det betyder i praksis et minimum af kompromiser, og en endeløs række af diskussioner med mine medmusikere, som (forståeligt nok) er mere kommercielt anlagt end jeg er.

Det er nu ikke fordi det vi laver er specielt højpandet eller akademisk. Ikke hvis i spørger mig i hvertfald. Alligevel er der en vis snobberi at spore - især når musik, på tværs af genrer, begynder at blive sammenlignet. Da kan det være temmeligt demoraliserende at opleve at 3-akkorders halmballemusik med hjerte/smerte tekster fuldstændig tager fokus fra vores samfundskritiske ballade, der har taget 6½ år at finpudse

Det går jo nok. Jeg er et meget tolerant menneske der er fuldt ud klar over, at den musikalske vej jeg har valgt at gå, er besværlig og til tider ensom.

Alligevel måtte jeg tage mig selv i at hulke som en pisket hundehvalp, den søde eftermiddag hvor jeg sad ved naboen, nød en stille øl, og en anden nabo råber (fordrukkent): “Hvi schka schguda hø..øre nåwt Fe’e Finn å Funny Boyz”.
Mig: “Noget fede hva’?”
Den ædru nabo: “Fede Finn og Funny Boyz - det er faktisk ret godt”

Det blev sat på anlægget. Skruet op, og den fulde nabo råber gennem introen:
“Jah… jarj købpte den på tarnken på varj herov…orver”

Til dem der ikke kender musikken kan jeg oplyse at det er dansktop udsat for… nej… Det svarer til at Sussi, Leo og Richard Ragnv… nej… Hvis man tager en boremaskine, en delfin og en… *suk*

På deres hjemmeside viser de stolt at de har vundet en guldplade, for salget af deres nyeste album (det jeg hørte hos naboen), og jeg føler mig tom inden i.

Jeg har en høne at plukke med Fede Finn og hans Funny Boyz, og derfor lagde jeg billet ind hos Gaffel, som for et stykke tid siden udskrev en lille konkurrence, hvor præmien var et interview med en valgfri person. Jeg tænkte:
“HA - her er min chance for at bore lidt ind i Fede Finn’s hemmeligheder”

Hermed er opfordringen så givet videre til Gaffel, som jeg da inderligt håber får held med at snakke et par ord med dette fænomen.

Jeg har lige hørt at Siriusekspeditionen har fundet ud af, at grønlænderes muskelmasse er markant større i armene end danskernes. Det konkluderes, at det skyldes den grønlandske kultur, der åbenbart har større tendens til at bruge armene. Jeg fristes til at tænke: “kajakroning” - men det må vel være mere omfattende og mindre åbenlyst end det.

Og så er det at det slår mig: Nu er stavgang pludselig blevet en nødvendighed for danskerne, hvis de ikke vil kaldes “vat-arm” eller “spaghetti-arm” eller hvad der nu kan findes på.

Eller… der må da være alternativer. Folke-armbøjnings-arrangementer?

Måske skal vi bare acceptere at grønlænderne har større muller end os andre.